Til minde om min moster

Som noget nyt kommer her mine delte tanker fra hverdagen - Mine oplevelser og alle de nyheder, der kunne være aktuelle, og du er velkommen til at læse med. Velkommen til!

Først og fremmest skal du nok vide, at jeg er en passioneret strikker. Det er min mor også, og både min mormor og min moster var også.

Og lige min moster har været et følsomt emne for mig i noget tid. Vi mistede hende desværre tilbage i julen 2024, og det har været et tab i min familie, da hun var en form for lim, der holdte os alle sammen sammen til højtider og ved sociale arrangementer.

Inden hun døde og vist faktisk, inden hun blev alvorlig syg, havde hun givet mig noget garn og beskeden: “Du er så kreativ, kan du ikke bruge det her garn og strikke noget ud af det? Så vil jeg glæde mig til at se, hvad du finder på” - Av, lige i hjertet, da hun ikke er her mere.

For mig betød det, at jeg undgik det garn. Jeg var i sorg over at have mistet, og det mindede mig om hende, men det satte også en tankestrøm igang: “Hvorfor fik du ikke strikket noget, som du kunne nå at vise hende? Du er også langsom til at strikke. Måske er du slet ikke så god til at strikke, som hun troede, du var. Er du egentlig god nok til noget som helst?” …og tusind andre tanker. Tanker, som jeg lod mig fylde op af, og som blev en sandhed, hver gang jeg så på garnet - så jeg lod det bare ligge. Jeg lod faktisk stort set alt mit strikketøj ligge i en periode. Smart, ikke?!

Svaret er selvfølgelig: NEJ! Hvorfor skulle jeg hindre mig selv i at gøre det, jeg faktisk gerne ville?

Så i stedet for at lade mit strikketøj ligge, brugte jeg nogle af mine egne redskaber til at komme videre. Jeg lod mine tanker være. De måtte gerne være der, men jeg bestemte, hvor meget opmærksomhed, jeg gav dem.

Nu lyder det jo nemt, men det ved jeg godt, at det ikke er. Det kræver øvelse og en bevidsthed om at flytte fokus på alt det, jeg faktisk gerne vil have fokus på.

Og jeg kan stolt sige: “Moster, se lige, hvad jeg har strikket!”